Vask og pleje af dit strik
Hvordan passer jeg bedst på mit strik?
Da jeg tit får spørgsmål til vask og pleje af strik vil jeg her fortælle hvordan jeg gør det.
Tjek først garnbanderolen
Allerførst, så er det vigtigt at du tjekker garnbanderolen, for på denne står der ofte om tåler maskinvask eller skal vaskes i hånden og hvilken temperatur, det kan tåle.
Jeg vasker altid mit strik i hånden, da jeg på denne måde har bedring føling med garnet og hvordan det arter sig.
Uld skal behandles med kærlighed, og gør du det, så har du dit strik i mange år.
Til spørgsmålet omkring, om det er nødvendigt at vaske sit netop færdige strikkeprojekt, kan jeg kun sige, at specielt uld har en tendens til at folde meget pænere ud og maskerne vil fremstå mere jævnt og pænt.
Så for at få det pæneste resultat, vil jeg klart anbefale at vaske dit færdige strik.
Alpaka er også et af de garner, hvor du virkelig kan se en stor forskel på før og efter strik. Det kan ofte være svært at strikke jævnt med alpaka garn, men efter vask vil maskerne også her lægge sig meget pænere.
Vask – sådan gør du
- Fyld en balje med lunkent vand, maks. 30 grader og uldsæbe f.eks. Eucalan.
Fordelen ved Eucalan uldsæbe er, at sæben ikke skal vaskes ud, og samtidig indeholder det lanolin, som er med til at gøre ulden smudsafvisende. - Læg dit strik i og sørg for, at det er helt vådt.
- Vandet hældes fra og det er nu rigtig vigtigt, at du presser vandet ud af dit strik – IKKE noget med at vride vandet ud, for så risikerer du, at det bliver trukket ud af form.
- Du kan nu lægge dit strik i en vaskepose og centrifugerer i vaskemaskinen – jeg vælger altid at rulle det våde strik ind i et håndklæde for at presse så meget vand ud så muligt.
- Derefter lægges det på et tørt håndklæde, og nu er det frem med målebåndet og tålmodigheden, for det er nu, du virkelig kan gøre en forskel på dit færdige strik.
- Sørg nu for at alle folder er rettet ud, at kanterne ligger pænt, og mål efter om den ligger, så den har de rigtig mål.
- Nu er der ikke andet for, end at vente til det er tørt. 😊


Ting du ikke skal gøre
- Vask aldrig dit strik i almindeligt vaskemiddel, da enzymer i disse kan ødelægge ulden.
- Brug ikke for varmt varm, da det kan få dit strik til at krympe.
- Uld kan ikke lide temperaturskifte, så sørg for at baljen er fyldt op med vand inden dit strik lægges i.
- Vrid aldrig dit strik, når du tager det op – pres vandet ud!
Hvis du følger overstående vejledning, er du sikker på at få et rigtig flot resultat.
Vask af mønsterstrik
Når der er tale om mønsterstrik, skal du i gang med at blokke for at opnå det flotteste resultat.
Det kan f.eks. være et babytæppe med takker langs kanten.
Disse vaskes på samme måde som beskrevet ovenover, men når de skal tørres, lægges de på skumunderlag (det kan være barnets gamle skumgulv eller træningsmåtte) og babytæppet lægges nu på et håndklæde her på, også er det i gang med at sætte knappenåle i alle takkerne på tæppet for at få et flot slutresultat.
Husk her igen at måle dit strik, så størrelsen passer med opskriften.
Når dit strik først er i brug, er det sjældent nødvendigt at vaske – personligt vasker jeg kun mit strik, når det åbenlyst er beskidt.
Til gengæld kan jeg godt finde på, at hænge det ud i fugtigt vejr, for at få det frisket lidt op.
Vask ikke dit strik unødvendigt, da dette også er med til at slide på garnet og nemt kan få det ud af facon.


Pleje af strik
Når dit strik kommer i brug vil det helt naturligt blive slidt, hvilket kan komme til udtryk ved, at der dannes små klumper af overskudsuld/ fnuller, specielt ved albuer, omkring armhulen og midt på maven.
Men bare rolig, du kan nemt og hurtigt give dit strik nyt liv ved brugen af en uldkam. Med en uldkam fjerner du overskudsulden/fnuller, og maskerne vil igen stå rigtig flot.
Med andre ord er en uldkam et fantastiske redskab til at holde strik pænt i mange år, og når nu man har brugt så lang tid på at strikke projektet, så vil man da gerne passe godt på det.
Uldkammen bruges ved at køre den hen over dit strik, så vil børsten på kammen fanger det overskydende uld, og du kan derfor fjerne hele klumper af uld fra kammen.
Pas rigtigt på dit strik og hav glæde af det i rigtig mange år!